Udvikling, nr. 7 2005

Udvikling, nr. 7 2005

Bønderne fortvivler i Den Gyldne Trekant

Der er kø foran afvænningscentret i Burmas hjørne af Den Gyldne Trekant. Et historisk forbud mod opium kommer til at gøre ondt på de lokale bønder, der ofte er afhængige af valmuerne i mere end en forstand.

Af Hanne Mølby Henriksen, Burma (tekst og foto)
 

Kya Teh holder vejret og kryber sammen på sin stråmåtte. En sødlig røg siver fra hans næsebor. Øjnene slipper ikke opiumpiben i hans hænder et øjeblik. Uden for hans skæve bambushytte daler solen over markerne i Burmas sydøstlige delstat, Shan. Indenfor ligger den midaldrende mand og prøver at glemme, at de har blomstret rødt, hvidt og blåt for sidste gang.

Myndighederne i lokalområdet med navnet Wa Special Region No 2 har udstedt et historisk forbud mod opium med virkning fra i år. Hvis forbudet slår igennem vil det rasere narkohandlens Gyldne Trekant og mindske mængden af heroin på verdensplan. Det vil også vende vrangen ud på livet for hele befolkningen i dette ensomme hjørne af Burma.

I mere end 140 år har stammefolkene dyrket valmuer på deres skrånende marker. For bønderne er produktionen af opium en tradition og en måde at overleve på, men for generalerne i Burmas militærregering og de lokale myndigheder i Wa Special Region No 2 er det blevet en forhindring på vejen mod vestens accept og fremtidig udvikling.

Det sydøstasiatiske land, der officielt lyder navnet Myanmar, er i dag verdens næststørste producent af opium efter Afghanistan. For bare fire år siden leverede wa-regionen alene en tredjedel af verdens opium under fuldt opsyn af den lokale guerillahær og dens ledere, der i 1989 indgik våbenhvile med militærstyret i Rangoon og siden har haft udbredt selvstyre.

En del af opiummet ryger bønderne selv. Resten bliver solgt på lokale markeder, smuglet ud af landet, forædlet til heroin og brugt af narkomaner over hele verden.

 Engang forsørgede Kya Teh sin familie ved at dyrke opium. Nu ryger han hele familiens høst selv. Og mere til.

Engang forsørgede Kya Teh sin familie ved at dyrke opium. Nu ryger han hele familiens høst selv. Og mere til.

 Fald i produktionen, men...

I landsbyen Kaw Law Su dyrker samtlige familier valmuer for at overleve. Det har de i hvert fald gjort indtil nu. Valmuer er uden sammenligning den mest lønsomme afgrøde, der kan vokse i bjergene i Den Gyldne Trekant. Afhængig af høst og markedspris kan familierne i gennemsnit tjene 250 amerikanske dollar på at sælge opium, hvilket svarer til mere end to tredjedele af deres årlige indtjening.

”Hvad skal der ske med de mennesker, når de mister deres levegrundlag,” spørger Jean-Luc Lemahieu, der som leder af FN’s kontor for narkotika og kriminalitet (UNODC) i Rangoon arbejder for at gøre forbudet bæredygtigt. ”Vi skaber enorme problemer her. Og opiumbønderne får lov at betale regningen, fordi der ikke er andre til at gøre det.”

Med hjælp fra militærstyret og de lokale myndigheder i Wa Special Region No 2 overvåger UNODC opiumproduktionen i området. Satellitbilleder og stikprøver på landjorden viste sidste år et fald i arealet med dyrkede valmuer på 18 procent i de områder af Wa Special Region No 2, hvor UNODC sørger for basal hjælp til folk, der prøver at leve uden opium. I hele Burma faldt valmueproduktionen med 18.000 hektar sidste år, svarende til 29 procent.

Det er alt sammen gode nyheder for det internationale samfund, men for bønderne giver det problemer. Både økonomisk og personligt.


16 piber opium om dagen

Ligesom alle andre har også Kya Teh dyrket opium hele sit liv. Engang kunne den magre mand forsørge sig selv og sin familie med høsten fra markerne i højlandet på grænsen til Kina. Nu tilbringer han sine dage med piben i hånden og får dårligt nok fodret familiens høns, inden hans børn kommer travende hjem fra marken.

”Livet er svært. Jeg er blevet afhængig af mine børn. De knokler så hårdt, det gør mig ulykkelig,” siger han mellem dybe sug på piben.

Kya Teh begyndte at ryge opium for 30 år siden på grund af voldsomme smerter i brystet. En dag opdagede han, at han ikke kunne holde op. Afhængigheden kom snigende, forklarer han. I dag skal han have tre-fire pibefuld opium for at klare sig igennem dagens første timer. Når solen står højest tænder han som regel endnu tre-fire piber. Og om aftenen skal han have op til ti, før han falder i søvn.


Ikke én stoffri landsby

Ingen ved, hvor mange narkomaner der findes i Burma. Militærstyrets centralkomité for kontrol af narkotikamisbrug i Rangoon vurderer, at helt op til en fjerdel af opiumproduktionen bliver røget inden for landets egne grænser. Og i UNODC’s afgrænsede projektområde i Wa Special Region No 2 er ikke en eneste af de 337 landsbyer stoffri, rapporterer kontorets  udsendte medarbejdere. Bønderne bliver simpelthen skæve af deres egen høst.

Mange bliver afhængige af den søde røg efter at have brugt den til at behandle alt fra malaria til diarre. Opium er ofte den eneste medicin eller smertestiller, der findes i Burmas isolerede regioner, så syge børn får røg blæst ind i munden af deres mor, og voksne ryger for at hjælpe kroppen gennem strabadserende dage i marken.


Kold tyrker - på burmesisk

I seks år har Kya Teh røget for meget til overhovedet at nå ud til sin mark. Og i tre år har han end ikke forladt sin hytte. Han lider stadig af smerter i brystet og hoster nu også blod op. Men det, der piner ham mest, er synet af hans børn, der hver morgen traver bort ad bjergstien for at sørge ikke bare for ham, men også for hans rygevaner. Hvert år i februar har de høstet omkring halvanden kilogram opium, der i teorien kunne have skaffet familien over 300 amerikanske dollar. I stedet har deres far røget det hele og bagefter bedt om mere.

Sådan er det gået hvert år.

”Jeg er for gammel til at gå på afvænning,” plejer han at sige. Og så lader børnene ham være i fred.

Andre af områdets stofmisbrugere er ikke så heldige. I 2003 sendte soldater fra wa-folkets guerillahær 85 mennesker på tvangsafvænning. En kold tyrker, stram diæt og hårdt fysisk arbejde skulle aflive deres dårlige vaner, hvad enten de brød sig om det eller ej. Og den slags historier er langt fra usædvanlige, fortæller UNODC’s doktor Sei Seng Tip, der er udstationeret i Wa Special Region No. 2 for at drive et beskedent afvænningscenter.

I dets solfyldte gård hænger en flok gustne mennesker og venter på, at tiden skal gå. De ankom frivilligt for to dage siden i en gruppe på 35 mænd og fem kvinder med ønsket om at slippe ud af deres misbrug. Ifølge statistikken er 94 procent af dem afhængige af opium, kun få bruger stoffer som metamfetaminer eller heroin.

På nedtrapningens anden dag ligger halvdelen af dem med lukkede øjne i sovesalen, mens den anden halvdel sidder udenfor med tomme ansigter og stive blikke. Ingen siger et ord til hinanden.

Langt flere end 1000 narkomaner har ladet sig afvænne på centret siden år 2000. I begyndelsen faldt over halvdelen af dem i igen det første år efter behandlingen. Men i takt med at myndighedernes forbud er rykket nærmere og nærmere, er det lykkes flere at holde sig stoffri. De seneste tal viser et tilbagefald på 13 procent inden for det første år. Resten er vendt tilbage til deres familier og arbejdet i marken.

 Dag 2 på afvænningscentret i Burma - ingen siger et ord

Dag 2 på afvænningscentret i Burma - ingen siger et ord

 Kun få af misbrugerne på afvænningscentret er kvinder. De har fået deres eget værelse.

Kun få af misbrugerne på afvænningscentret er kvinder. De har fået deres eget værelse.

Vestens kynisme og Burmas nød

På landsplan lever over to millioner mennesker af penge tjent på opium i Burma. og efterhånden som flere bebudede opiumforbud træder i kraft rundt omkring de kommende år, vil disse bønder få overordentligt svære livsbetingelser.

Jean-Luc Lemahieu fortæller, at opium i 2003 blev forbudt i Kokang Special Region No 1 lige nord for wa-regionen. Manglen på deres hovedindtægt har siden fået 60.000 mennesker – næsten en tredjedel af befolkningen – til at forlade deres hjem i en desperat jagt på penge og mad. Sundhedsklinikker er lukket på stribe, indskrivningen i skolerne er faldet til det halve, og fortvivlede forældre har meldt deres sønner til oprørshærene og sendt deres døtre til bordeller i Thailand bare for at sikre deres overlevelse.

”Det er bestemt ikke noget, vi har lyst til at gentage,” siger Jean-Luc Lemahieu, der betragter krisen i kokang-regionen som ”en øjenåbner.” Han frygter, at situationen bliver tre gange værre, når de 400.000 indbyggere i wa-regionen til februar står uden den sædvanlige høst af rå-opium og således for alvor vil mærke forbudet bide fra sig.

Bønderne får brug for hjælp, appellerer han, men støtte til tidligere opiumbønder det politisk betændte Burma er ikke nogen populær sag i internationale kredse.

”Der er en alvorlig humanitær krise på vej i Burma på grund af den kyniske holdning i Vesten,” siger Jean-Luc Lemahieu, hvis projekt med nødhjælp i wa-regionen kun dækker 2 procent af de nationale behov, når samtlige forbud er trådt i kraft.

FN-repræsentanten mener, at de internationale donorer nok er klar over situationen, men ikke vil tildele landet penge, fordi de frygter at blive kritiseret for det. Men uden hjælp til opiumbønderne risikerer verden at gå glip af en historisk chance for at tackle narkohandlen, advarer han. Burma vil være i fare for at gentage historien fra Afghanistan, hvor valmuerne blev effektivt udryddet af Taleban-styret blot for at blomstre som aldrig før efter det hårdhændede regimes fald.

”Uret tikker,” siger Jean-Luc Lemahieu. ”Vi bliver nødt til at udvide projektet meget meget hurtigt.”