Foto: Hanne Mølby Henriksen, Udvikling nr. 4, 2016

Foto: Hanne Mølby Henriksen, Udvikling nr. 4, 2016

Skraldeheltene vs. 150 millioner ton plastik

En ngo ved navn Trash Hero sejler ud til verdens øde strande og befrier dem for poser, flasker og andet skrald. Hvert år ryger mindst otte millioner ton plastik ud i verdenshavene. Hovedparten kommer fra kun fem lande i Asien.

Af Hanne Mølby Henriksen, Koh Hin Ngam (tekst og foto)

”Hold da helt kæft.”

En dansk dreng på ti standser nogle meter fra vandkanten og glor frem for sig.

”Unbelievable,” mumler en midaldrende kvinde iført shorts og stråhat.

De kender ikke hinanden, men står begge og ser modløse ud på Koh Hin Ngam – en øde ø i Andamanerhavet ud for Thailands sydvestlige kyst.

Foran dem ligger en knæhøj bræmme af gammelt skrald, der er skyllet i land med tidevandet. Klipklappere, plasticposer, vandflasker og dåser, lightere, fiskenet og flamingo i dybe forvitrede lag. De er kommet for at samle det op. Sammen med 38 andre har de meldt sig frivilligt til at sejle ud med Trash Hero, en ngo fra øen Koh Lipe, der hver mandag befrier en lokal strand for skrald. Målet er at holde verden grøn. Alle må være med. Der er skrald nok.

Forskere anslår, at verdenshavene gemmer på 150 millioner ton plastik. Og at der hvert år ryger yderligere otte millioner ton plastik ud i havet. Mindst. Det svarer til indholdet af en skraldebil hvert minut året rundt. Fortsætter den udvikling, vil der i 2050 være mere plastik end fisk i havet, lød det på World Economic Forum i januar.

”Hvis det sker – beklager børn – men så er vi alle sammen fucked,” siger schweiziske Darius Vakili, der var med til at stifte Trash Hero for to et halvt år siden. Koh Lipe flød dengang med affald ligesom de 50 andre øer i Tarutao National Marine Park. Hele Andamanerhavet flød med affald. Hele Asien gjorde.

 

Plastic-party er flyttet til Asien

Asien står for 45 procent af verdens produktion af plastik og hele 82 procent af det samlede læk af plastik til havet. En undersøgelse fra den amerikanske nonprofit miljøorganisation Ocean Conservancy og McKinsey Center for Business and Environment viser, at de 60 procent af plastikken i verdenshavene kommer fra kun fem lande, nemlig Kina, Indonesien, Filippinerne, Thailand og Vietnam. Udviklingslande, der alle har oplevet økonomisk vækst, reduceret fattigdom og en større middelklasse. Og en deraf følgende eksplosion i forbruget af plastik.

”Plastik er et billede på velfærd,” siger Henrik Beha Pedersen, miljøbiolog og grundlægger af organisationen Plastic Change, der arbejder for at bremse forureningen med plastik i naturen.

”Vi har selv haft en fest med plastik i 60 år. Vi har bygget vores opsving på plastik og kan pakke 20 kiks ind, eksportere dem og lade dem ligge på en hylde i lang tid. Og de holder. Men vi har ikke tænkt det igennem. Hvad skal der ske med emballagen, når kiksene er spist?” spørger han og kalder det en kæmpe designfejl, at der aldrig har været noget krav om, at plastik skal kunne genbruges.

De fleste steder i udviklingslandene er der ikke engang noget sted at gøre af det. Affaldshåndteringen er i bedste fald mangelfuld, i værste fald ikke eksisterende.

”På den måde rammer problemet socialt skævt,” siger Henrik Beha Pedersen og konstaterer, at man på havnen i Kalundborg skal kigge godt efter for at finde et stykke plastik i vandet, mens havnene i Asien er fulde af plastik i mere eller mindre opløst tilstand.

Det meste plastik i verdenshavene har engang været brugt som emballage. Til kiks. Vand. Frokost. Som igen er blevet puttet i en tynd, knitrende pose. Ifølge rapporten fra World Economic Forum går 26 procent af den samlede produktion af plastik til emballage. Det svarede i 2014 til knap 81 millioner ton. 95 procent af emballagen bliver kun brugt en enkelt gang. Herefter ryger den ud af cirkulation, er tabt for økonomien og bliver for næsten en tredjedels vedkommende efterladt i naturen.

 

En fjollet ide breder sig

Koh Lipe lignede en overgang noget, der var løgn. Den lille ø på grænsen til Malaysia var for bare ti år siden en søvnig lille bid af paradis uden andre besøgende end dem, der blev sat af de lokale fiskerbåde. I dag tæller den 117 hoteller, flokke af turister og uendelige mængder affald. Det flød overalt på øen, strandene og i havet. Det kunne ikke blive ved med at gå:

”Enten dør vi med alt det plastik. Eller også gør vi noget ved det,” siger Darius Vakili, der har boet på Koh Lipe i 15 år.

Sammen med en håndfuld venner besluttede han at rydde op på naboøen Koh Adang ved de lokale fiskeres vandkilde. De fik et par hoteller til at sponsorere longtail-både, frokost, vand og sække og kom hjem efter tre timers arbejde med 200 kg skrald, som blev sorteret og sendt til genbrug eller brændt.

”Det var egentlig en fjollet ide,” siger Darius Vakili om den spontane indskydelse, der hurtigt tog fart. ”Hvem gider lige samle skrald op på en afsides ø?”

Det er der mange, der gør. På to og et halvt år har Trash Hero afholdt over 650 skraldeindsamlinger og fået 12.000 mennesker til at springe ud som skraldehelte. Ideen spredte sig hurtigt fra Koh Lipe til 11 andre steder i Thailand og videre til Indonesien, Malaysia, Tjekkiet og snart også New York.

På en enkelt strand tæt ved Koh Lipe mødte de så store bunker af skrald, at de ikke kunne fjerne det på en dag. Eller en uge. Så de byggede en camp på øen, og i løbet af tre måneder samlede frivillige campister 30 ton affald sammen. Herunder 80.000 klipklappere, 16.000 engangslightere og 61.500 plasticflasker.

På Koh Hin Ngam er den tiårige kravlet ind i et buskads. Han skovler plastik op og får fyldt sin første sæk på et kvarter. Rundt om ham arbejder folk fra så fjerne steder som Sibirien, Italien og Iran – i alt 12 nationaliteter er repræsenteret.

 

Forsker: Branchen må tage ansvar

Solen brænder hårdt ned over øen. UV-strålerne får plastikken til at forvitre, og noget af det smuldrer ved første berøring. På den måde er det et fedt, om plastikken bliver smidt til lands eller til vands, siger Henrik Beha Pedersen og forklarer, at det alligevel ender i samme suppe. På land bliver det gradvist nedbrudt til mikroplast, som siden bliver skyllet ud i vandet.  

Forskerne ved, at de mikroskopiske plastpartikler kan holde sig i mange hundrede år. De ved, at partiklerne finder vej ind i fødekæden gennem fisk og plankton. At der allerede er fundet plastik i fødevarer som skalddyr, fisk, honning og vin. Og at sprøjtegifte og andre problematiske stoffer tiltrækkes og klæber sig til plastik i vandmiljøet. Men omfanget af problemet og konsekvenserne af det kender ingen. Der mangler stadig viden på området.

”Pointen er bare, at vi ikke behøver så meget viden, før vi gør noget ved det. Vi behøver ikke måle det i vores blod. Vi skal etablere et forsigtighedsprincip, og vi skal begynde i Asien,” siger Henrik Beha Pedersen, der ikke har noget ønske om at forbyde plastik eller leve i en verden uden.

”Plastik kan være et fantastisk produkt. Men sådan som vi taber det til miljøet i dag, bliver det en boomerang, som kommer til at ramme os i hovedet i takt med den stigende produktion,” siger han.

De seneste godt 50 år er produktionen af plastik steget fra 15 millioner ton til 311 millioner ton om året. Og de næste 20 år ventes den at vokse yderligere til det dobbelte. Det gør det umuligt at løse problemet med strandrensninger alene.

”Vi vil aldrig kunne rense så meget, som vi udleder,” siger Henrik Beha Pedersen og påpeger, at det er vigtigere at stoppe lækket.

Og få forureneren til at betale for det.

”Nogen tjener penge på det her, men ingen tager ansvar for at løse problemet. Her bliver vi nødt til at kigge tilbage på producenten,” siger Henrik Beha Pedersen og foreslår to konkrete steder at sætte ind: Branchen skal blive enig med sig selv om kun at producere plastik, der kan genbruges. Og så skal der en form for afgift på råmaterialerne, for eksempel så det koster, hver gang man producerer et gram plastik.

 ”Producenterne har to valg, som jeg ser det: Enten gør de det af sig selv. Eller også læner de sig tilbage og ender med at blive reguleret hårdt fra oven.”

 

Plastik i havet

En dag spørger ungerne os…

Det er en voldsom udfordring, erkender Henrik Beha Pedersen. Og det kommer til at koste mange mange milliarder at få etableret en ordentlig infrastruktur, så plasticprodukterne kan blive samlet sammen, sorteret og genbrugt. Den gode nyhed er, at der også er penge at tjene på den grønne udvikling. Og at innovative hoveder allerede er i gang med at fjerne plastik fra tekstil og cremer, rense spildevandet mere grundigt, strikke karklude samt opfinde spiseligt engangsbestik og komposterbar emballage.

I Thailand har Trash Hero blandt andet udviklet en drikkedunk af rustfrit stål, der kan købes for 200 baht (40 kroner) og fyldes gratis på stadig flere restauranter, hoteller og butikker. Målet er, at dunken skal kunne købes allerede i lufthavnen i Bangkok og fyldes på hvert et gadehjørne, så ingen i Thailand behøver købe en eneste flaske vand.

”Tænk, hvis der slet ikke var nogen plasticflasker fra Nestlé,” siger Darius Vakili og holder et blåt skruelåg frem mellem to fingre. ”Alene det her vil jo være her længere end nogen af os.”

Han frygter den dag, nutidens børn prikker ham på skulderen og spørger, hvad vi har gjort ved naturen. Vi er nødt til at redde deres fremtid, mener han. Eller i hvert fald gøre forsøget.

”Jeg tror, at flere og flere mennesker indser, at klokken er fem minutter i tolv. At vi er nødt til at ændre noget. Det er første skridt,” siger Darius Vakili og glæder sig over, at flere og flere møder op til de ugentlige skraldeindsamlinger.

”De kunne kalde det fjollet. De kunne drikke en cocktail på stranden, nyde solen og slappe af. I stedet spilder de deres ferie på at samle skrald op. Det giver mig håb.” 

 

Sådan bliver du helt for en dag

Ifølge Trash Hero er der en helt gemt i os alle. På www.trashhero.org kan man læse mere om projektet og de enkelte lokalafdelinger. Og på Facebook kan man følge heltenes indsats og se detaljer om hver enkelt indsamling.

På Koh Lipe mødes alle interesserede skraldehelte hver mandag klokken 10. Året rundt. Lokale hoteller og butikker sponsorerer longtail-både, vand, frugt, sække, øl og frokost til alle frivillige. Og så sejler de ud til en udvalgt strand i øgruppen og bruger formiddagen på at rydde op.

Trash Hero har også udviklet en drikkedunk af rustfrit stål, der kan købes for 200 baht (40 kroner) og fyldes gratis på stadig flere restauranter, hoteller og butikker. Målet er, at dunken skal kunne købes allerede i lufthavnen i Bangkok og fyldes på hvert et gadehjørne, så ingen i Thailand behøver købe en eneste flaske vand

 

Life in plastic – knap så-fantastic

  • I 2002 forbød Bangladesh som det første land i verden plasticposer, da det kom frem, at de havde tilstoppet kloakker og dræn under landets store oversvømmelser.
  • Seks år senere fulgte Rwanda trop sammen med Kina, der fik reduceret antallet af poser i cirkulation med omkring 40 milliarder på bare et år.
  • Over 25 lande på verdensplan har i dag enten forbudt eller lagt afgift på brugen af engangsposer.
  • Thailand er storforbruger af flamingo. 61 millioner frokostbokse og kopper af flamingo bliver brugt og smidt ud hver eneste dag.
  • I Guyana udgør mademballage af flamingo op til fem procent af den samlede affaldsmængde. Landet planlægger at forbyde import og brug af flamingo fra i år.

Kilde: Rapporten The New Plastics Economy fra World Economic Forum og Thailands Pollution Control Department

 

Sæt ind i disse fem lande

  • Kina, Indonesien, Filippinerne, Thailand og Vietnam er ansvarlige for mellem 55 og 60 procent af den plastik, der havner i verdenshavene.
  • Det anslås, at forbruget af plastik i 2025 være steget med 80 procent i Asien som hele. Og at havet til den tid vil indeholde et ton plastik for hver tre ton fisk, hvis regionen ikke får styr på sit affald.
  • En koncentreret og koordineret indsats i disse fem største udleder-lande vil kunne reducere den samlede udledning af plastik i verden med 45 procent over de næste ti år.
  • Det handler om at få samlet affaldet ind. Få lukket hullerne i systemet, der håndterer det indsamlede affald. Omdanne affald til brændstof eller elektricitet. Sortere affaldet og genbruge, hvad genbruges kan.

Læs mere i rapporten Stemming the Tide fra Ocean Concervancy og McKinsey Center for Business and Environment
http://www.oceanconservancy.org/our-work/marine-debris/stop-plastic-trash-2015.html