Med vestenvinden i ryggen

Henning Toft Bro er om nogen fra Thyborøn. Han kan tune en knallert, kender smagen af salt i mundvigen og har været med i Danmarks ældste boyband, Tørfisk. Nu fylder den nordjyske biskop 60 år. Han glæder sig til at blive gammel, men ikke endnu. Kirken skal først gøres klar til næste generation.

Af Hanne Mølby Henriksen

Pressens Radioavis havde varslet storm. Fiskerbådene søgte ind fra havet en efter en, mens skyerne trak sammen over Thyborøn. Hennings far havde for længst fortøjet sin kutter. Det var hen under efteråret, en sjældent rå dag på den jyske vestkyst.

Vinden flåede i byen. Salt og skumsprøjt stod ind over klitterne, og familien Toft Bro rykkede sammen i huset på Manøvej. Så hamrede det på døren. En kutter var forlist ud for byen, lød det. Strandet med hele sit mandskab i brændingen inde mellem to høfder. Hennings far sprang op. Kort efter stod han ude i vandet arm i arm med byens andre fiskere som i en kædedans på vej ud i det oprørte hav.

”Det billede har brændt sig fast på min nethinde,” siger Henning Toft Bro, der var løbet op på toppen af klitterne sammen med sine brødre for at se.

”Min far og de andre mænd, der stod sammen i brændingen og forsøgte at redde deres kammerater. Det glemmer jeg aldrig.”
 

Fælles historie, fælles skæbne

Henning Toft Bro har i det hele taget aldrig rigtig sluppet det forblæste lille fiskerleje mellem Vesterhav og Limfjord. Eller også har det aldrig sluppet ham. Aalborgs biskop er lidt af en hjemmefødning, der er rundet af sammenholdet, bibelhistorierne og den evige vestenvind i Thyborøn. Lige der, hvor Limfjorden løber ud i Vesterhavet.

Som ung rejste han modstræbende fra sin barndomsby for at læse teologi i Aarhus. Og selv i dag synes han, at det blæser lovlig lidt inde i Aalborg. Her går ingen rundt med saltsmag i mundvigen.

Til gengæld kan han lige akkurat se fjorden fra et hjørne af haven hjemme i bispegården. Og om aftenen kører han ofte forbi havnen for at sidde og kigge lidt mod vest og ”opleve den magi, der er ved vandet.”

Som barn af Thyborøn vidste Henning bedre end nogen, at havet også krævede sine ofre. Somme tider kom bådene ind med Dannebrog på halv oppe i masten. Så vidste hele byen, at de havde mistet en mand. Andre gange kom bådene slet ikke hjem. Men at stå oppe i klitterne den efterårsdag for mange år siden og se sin far og de andre mænd i det oprørte hav række ud efter deres kammerater, der skyllede rundt i brændingen som vraggods … Det var forfærdeligt. Og forløsende. Fiskerne fra den forliste kutter blev reddet i land, og et lettelsens suk bredte sig fra drengene i klitterne ud over resten af sognet.

”Det var ikke sådan, at man gik og frygtede døden. Den var bare en naturlig del af livet. Vi kendte de ulykkelige fortællinger og vidste, at havet var en farlig arbejdsplads. De historier var vi fælles om i Thyborøn,” siger Henning Toft Bro, der stadig bærer den lille bys sammenhold og følelse af fælles skæbne med sig som en grundtone i livet.
 

Middagslur og søndagsskole

Henning voksede op med tre brødre, en far på havet og en mor, der gik hjemme og fik verden til at hænge sammen, nynnende, blid og altid iført kjole. Der var flere hundrede kuttere i Thyborøn dengang, to søndagsskoler, et missionshus og ingen kro. Indre Mission stod stærkt på den jyske vestkyst. I familien Toft Bro bad man bordbøn og fik bibelhistorier som godnat-læsning. Og så holdt man søndagen hellig.

Der blev ikke fisket på ugens syvende dag. I stedet skulle familien være repræsenteret til gudstjeneste og bagefter dække op hjemme i spisestuen med hvid dug og grydestegt kylling med agurkesalat og brun sovs. Over middag fik de voksne sig en lur, mens børnene fulgtes hen i missionshuset til sang, bibelfortællinger og smalfilm. Søndag efter søndag.

Henning elskede søndagsskolens historier. Han levede sig med Jonas ind i hvalfiskens bug og så for sig, hvordan Jesus kom gående på vandet. Men somme tider gik søndagens time fra 13 til 14 alligevel en kende trægt.

”Især om sommeren, når vi ud af vinduet kunne se folk valfarte op til Vesterhavet for at bade, og vi så skulle sidde i søndagsskole. Men det skulle vi udholde,” siger Henning Toft Bro, der kun en enkelt gang dristede sig til at spørge hvorfor.

”’Jo,’ sagde min far så. ’Det er fordi, jeg siger, du skal.’ Så var den debat ude.”
 

Indre Mission uden skel

Henning Toft Bro tager personligt imod i bispegården i Aalborg. Han slår døren op til et lyst kontor og går i forvejen med en let halten. Den nordjyske biskop faldt af et surfbræt i sommer under leg med børnebørnene, forklarer han. Og det hjalp ikke, at han forstrakte sig, da han ville træne lidt ekstra før et motionsløb, han var indbudt til sammen med de fire andre jyske biskopper af deres kollega i Viborg, Henrik Stubkjær.

”Det må være alderen,” gnækker han.

Henning Toft Bro fylder 60 år i oktober, og han glæder sig, siger han. Helt vildt.

”Jeg glæder mig over, hvis jeg kan få lov at få mange år af dette vidunderlige og i perioder vanskelige menneskeliv. Hver dag man får lov at stå op, og hver gang man får lov at fylde endnu et år… det er nåde, hvis jeg må bruge det udtryk. Ja, det er nåde for mig.”

Det er 38 år siden, biskoppen flyttede fra Thyborøn, men han taler stadig om sit ”tabte paradis” på vestkysten. Børnene hjalp deres mor dengang, udførte deres pligter og gjorde, som der blev sagt. Men resten af tiden var deres egen. Drengene byggede flåder, fiskede efter makrel og sprang på hovedet i vandet fra høfderne, selvom de ikke måtte. De tjente lidt skillinger som fejedrenge og bude og fik en dag råd til hver deres knallert, som de tunede og kørte fra landbetjenten på. De færdedes frit i byen, på havnen, ved stranden og hos hinanden. Og ingen af dem spekulerede over, hvem der kom i kirken og missionshuset, og hvem der ikke gjorde.

”Jeg har aldrig oplevet den der fordømmende indre mission, som mange forbinder vækkelserne på vestkysten med,” siger Henning Toft Bro. ”Men jeg ved godt, at den findes.”

I nabobyen 10 km mod syd kan man stadig finde en gravsten, hvorpå der står Fra de hellige i Harboøre. Underforstået; andre var ikke så hellige.

”Sådan oplevede jeg det nu ikke. I sådan en lille havneby stod man sammen. Man havde en forståelse af, at skal det her fungere, så skal vi hjælpe hinanden og acceptere, at der er nogle forskelligheder. Også i troen og synet på kristendommen.”

Man blandede sig med hinanden. I skolen selvfølgelig. Men også i ungdomsklubben og sportsforeningerne. Og især hos FDF var der højt til loftet og plads til alle både menneskeligt og teologisk. Her rummede man det hele. Her tilbragte Henning det meste af sin barndom og ungdom.

”Det har også været med til at forme min teologi og mit syn på kristendommen: Der er plads til alle, uanset hvor forskellige vi er, og hvilke hjem vi kommer fra. Det har altid tiltalt mig rigtig meget. Det handler om rummelighed.”
 

Ragna viste vejen

At fiskerens søn fra Thyborøn skulle blive biskop og teologisk overhoved for 221 præster, 334 kirker og en tiendedel af landets folkekirkemedlemmer i Aalborg Stift lyder både målrettet og godt planlagt. Det er det ikke. Han har aldrig haft en karriereplan, men bare vidst, at han i hvert fald ikke skulle være fisker.

”Jeg har prøvet. Det var rædselsfuldt,” siger Henning Toft Bro, der 20 år gammel fik hyre som tredjemand på farens kutter.

Mest fordi han ikke kunne få sig selv til at sige nej, da faren spurgte. End ikke, da det viste sig, at han blev søsyg hver eneste gang, de tog på havet.

Og så var der også noget andet.

”Jeg syntes, at jeg gik glip af så meget, når jeg lå derude og tænkte på alt det, de andre skulle inde på land. Efter et halvt år tog jeg mig sammen og sagde til min far, at det altså ikke var noget for mig.”

Den havde faren luret. Så Henning gik i land, tog en hf-eksamen i Nørre Nissum og meddelte, at han ville læse til lærer samme sted, så han aldrig behøvede at forlade sin barndomsby.

Henning Toft Bro ler dæmpet, stønner over sit unge jeg og fortæller, at der heldigvis var et menneske dengang, der kendte ham bedre end det.

Ragna.

De havde mødt hinanden som 12-årige på en søndagsskolelejr og været kærester siden. Og nu måtte hun sætte ord på det, han ikke kunne. Hans hjerte var i teologien. Derfor skulle han ikke læse til lærer, men til præst, sagde Ragna. Også selvom Aarhus lå så farligt langt væk. Hun havde ret.

”Samme dag, som jeg skulle giftes med Ragna, fik jeg brev fra Aarhus Universitet om, at jeg havde fået plads på studiet,” siger Henning Toft Bro.

”Det var noget uoverskueligt begge dele. Men stort.”
 

En dag stod han på scenen

Det gik nu meget godt. Aarhus voksede på det unge ægtepar, der hurtigt fik skabt en fælles hverdag med studier, kirkeligt ungdomsarbejde og musik. Savnet efter Vestjylland svandt ligeså stille. Og efter et par år dukkede Tørfisk op. Et band, der lød af irsk folkemusik med banjo, mandolin, harmonika og sange om livet i Vestjylland.

”Det blev jeg meget betaget af,” siger Henning Toft Bro, der kendte bandmedlemmerne temmelig godt – den ene var hans lillebror, de andre barndomsvenner hjemme fra Thyborøn.

”Arh, hold da op, tænkte jeg. Det gad jeg godt være en del af.”

Henning Toft Bro begyndte at skrive sange til dem, som han indspillede på kassettebånd og sendte med posten fra Aarhus til Thyborøn. Og lige så stille fik han spillet sig ind på scenen og turnerede 12-15 år med gruppen, der kalder sig Danmarks ældste boyband. Selv efter han fik sin første ansættelse som sognepræst i Hjerm.

”Jeg har aldrig set det som modsætninger at være præst og at tage ud og spille og underholde,” siger Henning Toft Bro, der ikke så meget som overvejede at stoppe med at spille, fordi han blev præsteviet.

”Så ville jeg have solgt min sjæl til dem, der synes, at den slags er forkert. Det er der mange, der har syntes gennem årene. Det er ingen hemmelighed. Nogle har sagt det. Andre tier stille med det. Jeg synes nu, at det er vigtigt, at vi som kirke og præster lever sammen med det folk, der er med til at lægge navn til den danske folkekirke.”
 

En præst kan også komme i tvivl

Sådan lever Henning Toft Bro sit liv. Blandt folk. Som folk. Med glæder og sorger, tro og anfægtelse. Selv som præst går man ikke gennem et helt liv uden at komme på kant med sin tro, fortæller han. I 1997 mistede han sin storebror pludseligt og uventet. En kone mistede sin mand, tre børn deres far. Ingen kunne få det til at give mening.

”Da blev min tro anfægtet. Jeg kom til igen og igen, at livet kunne være fuldstændig meningsløst: Der var ingen mening med det. Men det var også troen, der bar mig igennem.”

At tro er at komme til det, der er større, end vi kan forstå, står der i en af de nye salmer. Det er både sandt og præcist, mener Henning Toft Bro.

”Jeg kunne ikke forstå, det der skete. Og jeg skulle ikke forstå det. Jeg kunne lægge det over til noget, der er uden for mig selv. Noget, der er større end mig selv. Det kunne jeg godt ønske for mange mennesker, der står over for den magtesløshed ved afgrundens rand og tror, at de skal klare det hele selv.”

Det var en befrielse for ham at læne sig tilbage i tillid til, at Gud nok skulle tage sig af ham. Med sorg, anfægtelser og det hele. Han følte selv, at han var nået til afgrunden. Og havde nået en sprogets grænse, hvor ordene slap op, fordi han ikke kunne beskrive sin sorg.

”Når man har nået den grænse, er det stærkt at kunne bruge Guds ord, som vi kender det fra biblen og Jesus selv. Det har været min måde at komme videre på. Det er utroligt befriende, fordi biblen og salmerne kan sætte ord på, når jeg ikke selv kan. Så kommer jeg lige lidt videre, der hvor mine egne ord er sluppet op i hverdagen.”
 

Ikke tid til at blive gammel

Sådan kan kirken og Guds ord hjælpe ethvert menneske, mener Henning Toft Bro. Og derfor ligger det ham på sinde, at gøre kirken til en naturlig del af folks hverdag. Ikke for kirkens skyld, men for folkets.

”Vi ved, at nogen synes, at tærsklen ind til kirken er alt for høj. Og når nogen synes det, så skal vi tage det alvorligt,” siger biskoppen, der har været med til at sætte store flere projekter i verden som en slags åben invitation til at få flere med i det kirkelige fællesskab.

Sjælesorg på nettet. Folkekirkens Familiestøtte til udsatte mennesker. Og Folkekirkens Hus i Aalborg, der er et forsøg på at være kirke på en ny måde med foredrag, koncerter og endda verdensmiddage, der skal samle og fejre Aalborgs mange forskellige indbyggere.

”Vi rykker så at sige kirken ud på torvet. Vi skal stadig holde søndagens højmesse, og vi skal også udvikle den, men vi kan godt samtidig vise, at kirken er mere end det,” siger Henning Toft Bro, der er bekymret for de faldende dåbstal og alle dem, der vælger at stå uden for det kirkelige fællesskab.

Der er udfordringer nok for kirken anno 2016. Og 60 år har aldrig været nogen alder for en biskop. En dag vil Henning Toft Bro begynde at holde mørkning, siger han, bare sidde og vegetere lidt, når mørket sænker sig og dagen går på hæld. Han glæder sig også til at bruge mere tid sammen med Ragna, passe børnebørn, fiske og skrive flere sange. Men lige nu vil han gerne gøre sit til at udvikle kirken og fællesskabet.

”Rundt om i stiftet er der mange levedygtige menigheder, som gør et fantastisk stykke arbejde. Det hviler jo på det, som generationen før dem har rakt videre. Og der synes jeg, at vi har en forpligtelse til at række det bedste videre til næste generation og sige: Sådan er vi også kirke. Kom og vær med.”