Danmarks sidste kystfiskere

I et forblæst hjørne af Jylland bor landets sidste kystfiskere. De trækker deres både ud fra stranden, fanger rødspætter og lever i takt med havet og vindens hylen som deres forfædre har gjort det i århundreder. Nu trues det lille samfund på livet.

Af Hanne Mølby Henriksen

Klokken er 00.40 om natten. Per Olsens vækkeur bipper – det er havets kalden. Han trækker i sine arbejdsbukser og en hættetrøje og kigger ud af vinduet. Der er allerede lys på stranden. Den unge kystfisker springer på sin cykel og tramper gennem natten i sine træsko uden hælkap. Vinden gør ikke meget væsen af sig. Bedre havvejr kan han dårligt bede om.

Per Olsen bor i sit barndomshjem i Thorupstrand i det nordlige Vestjylland. Her er timerne omkring midnat ikke sen aften, men tidlig morgen. Per og de andre fiskere er vant til at stå op for at stikke hovedet ud af vinduet næsten hver nat året rundt. Det gælder om at komme ud over revlerne, når vejret er til det – helst som en af de første.

Per stiller cyklen fra sig og vader hen ad stranden. Så kravler han op ad stigen til ’Goliat’, tænder bådens projektører og venter på spilmanden. Bådene i Thorupstrand hviler i sandet, når de ikke sejler. Her er ingen havn. I stedet slæber en spilmand fiskernes både baglæns ned ad stranden og ud gennem brændingen ved hjælp af en tyk wire, en bøje og et gigantisk spil inde på land.

Fiskerne i Thorupstrand er Danmarks sidste kystfiskere. Gennem hundreder af år har folk fra dette forblæste hjørne af Jylland landet deres fangst direkte på stranden og trukket deres både op med sig. Sådan gjorde deres fædre og deres fædre før dem. Og sådan ville de gerne fortsætte.

Men det lille kystsamfund kæmper lige nu for at overleve. Finanskrisen og de faldende fiskepriser har ramt Per Olsen og de andre på landingspladsen hårdt, men det værste for folk i Thorupstrand er krakket i ebh-bank, regeringens bankpakker og flokken af regnedrenge i jakkesæt, der sidder inde i Aalborg og kan sælge fiskernes ret til at fange fisk, hvis det passer dem. For det er, hvad fiskerne ved Thorupstrand er oppe imod lige nu. Deres lille stykke af Danmarkshistorien kan ikke være sikker på at overleve.

”Det er noget skidt, da”, konstaterer Per Olsen.

”Det er helt sikkert”.

Han hægter wiren på bådens agterende og nikker til sin faste makker Kim, der springer om bord, netop som spillet strammer til. Månen hænger stor og rund over spilmandens hus, da den blåmalede båd i meterlange ryk skraber hen over sandet, ud i Jammerbugtens mørke og forbi første revle, hvor bådskruen kan få fat. En enlig hornfisk vrider sig tværs gennem projektørens skarpe spot på bølgerne agterude. Per giver motoren gas.
 

Millionærer på en nat

Per Olsen er 23 år. Han er skipper på egen båd og har fisket på fuld tid, siden han var 16. En overgang blev han kaldt Lille Per af spilmanden og de andre fiskere på pladsen. Det kælenavn er gået i sig selv. Per rager en meter og halvfems op fra dækket, er solidt bygget og trækker rundt mellem tov og fiskekasser iført orange gummistøvler i størrelse 47. Men Per Olsen er stadig det yngste medlem af Thorupstrand Kystfiskerlaug.

Lauget blev dannet i 2006 af 20 fiskerfamilier i Thorupstrand, efter at regeringen havde privatiseret fiskene i de danske farvande. Alle fiskere med egen båd fik dengang tildelt en årskvote for torsk og rødspætter baseret på, hvad båden havde landet de tre foregående år. I stedet for den lige adgang til havet, blev retten til at fiske pludselig bådejernes ejendom. Fiskere uden båd fik ingen kvoter – heller ikke dem, der i årevis havde arbejdet sammen med bådejerne i faste team og delt fortjenesten fra fangsten lige over.

Samtidig kunne man nu handle med retten til at fange fisk, og den viste sig at være mange penge værd. Privatiseringen gjorde nogle af Thorupstrands familier millionærer fra den ene dag til den anden, mens andre mistede retten til at fiske og blev sat i land.

For at bevare byen og deres egen fremtid fandt en række fiskerfamilier sammen i et laug. De skød hver 100.000 kroner i projektet, brugte pengene på at låne 15 millioner kroner i den lokale bank og købte fælles fiskekvoter for hele molevitten. Forenet i lauget kunne de små fiskere forhindre, at de store opkøbte alle kvoterne. Og unge fiskere som Per Olsen uden fangsthistorik kunne stadig få adgang til havet for et overkommeligt beløb.

I løbet af få år havde fiskerne købt kvoter for 45 millioner lånte kroner og stillet de selvsamme kvoter som garanti for deres lån. Det fungerede glimrende. Lige indtil finanskrisen slog bunden ud af prisen. Først på fiskene, siden kvoterne. Og EBH Bank krakkede.
 

På kro eller til København

Klokken har netop passeret 2. Ude over havet hænger rødmen stadig i horisonten efter solnedgangen. Den forsvinder ikke på denne tid af sommeren i Thorupstrand, men rykker bare længere og længere mod højre, indtil solen rejser sig igen fra havet lidt nord for øst.

Goliat vugger roligt ud over Skagerak i en tung luft af diesel og fisk. De næste timer får Kim sig en lur i køjen under dækket, mens Per holder kursen mod nordøst. De to er gamle kammerater og kan indtil videre godt enes om at arbejde sammen.

I Thorupstrand kender alle hinanden. De fleste er vist endda i familie med hinanden på kryds og tværs. Og uanset om de kan lide det eller ej, så er de også stærkt afhængige af hinanden. Kun fire af byens fiskere har valgt at stå uden for lauget, men alle benytter den samme landingsplads og deler de fælles udgifter til spil, bulldozer, pakkeri og så videre. Sælger en af byens fiskere sin båd og går i land, stiger udgifterne for de andre. Det er en alvorlig sag. Da kvoterne blev privatiseret så man landingspladsen på Lildstrand lidt henne ad kysten lukke på en måned: To af fiskerne solgte deres både, og straks fulgte resten efter. På den måde har flere af de gamle fiskerlejer langs vestkysten forvandlet sig til søvnige sommerhusområder, mens retten til at fiske ejes af færre mennesker med større både.

I Thorupstrand værner lauget indtil videre mod den udvikling. Her drømmer de unge drenge stadig om at følge i fars fodspor. Og selvom byen ligger i et fjernt hjørne af Danmark, gemmer den ikke på de sædvanlige historier om folkeflugt og faldefærdige rønner. Per Olsen flygter i hvert fald ingen steder hen. Da han gik på fiskeriskole for nogle år siden, boede han i Thyborøn i 22 uger. Det var ikke noget for ham.

”Jeg tror aldrig, at jeg kommer til at bo andre steder end her”, siger han og fortæller om sin storebror, der nok er fisker, men bor i Fjerritslev, 13 kilometer væk.

”Det kunne jeg slet ikke forestille mig. Så er det da skønnere at være her”.

Og selv om kragerne for længst er vendt, og mågerne i Thorupstrand flyver baglæns for ikke at få sand i øjnene, som byens børn siger, så føler fiskerne sig hverken isoleret eller langt væk.

”Langt væk fra hvad?” spørger Jonny Olsen, hvis nogen nævner det. Jonny Olsen er Pers fætter og skipper på kutteren Liv. Han har det godt i Thorupstrand. Og skal det endelig være, siger han, så koster en flyvebillet fra Aalborg til København jo ikke mere end en taxa til Kroen i Fjerritslev.
 

Rød sodavand i styrhuset

20 mil fra Thorupstrand tuder Per i hornet. Kim strækker sig i sin køje. Klokken er 3.22, og det er tid til at fange fisk. Om vinteren sætter de garn efter torsk, om sommeren trækker de snurrevod efter rødspætter. Og så tager de gladeligt imod, hvad der ellers ryger i nettet af rød knurhane, fjæsing, helleflynder, rødtunge og andet godt. 

De to fiskere lægger vodtovene ud i en stor cirkel på havets bund. De arbejder hjemmevant og uden sniksnak. Af og til brøler en af dem en kommando som ”hold hold” eller ”fuld hammer”, men ellers passer de bare deres tov, net og lyserøde bøjer i rutineret tavshed.

Efter godt to timer har de snævret rebene ind og er klar til at trække nettet op af vandet. De første mange meter er sovset ind i et blæver af brandmænd med lange, tynde tråde. Kim og Per arbejder med hænder og underarme dækket af orange gummihandsker i størrelse XL, men de brænder sig alligevel på den uønskede fangst.

”Det kan snart ikke undgåes”, fortæller Kim.

”Men det værste er lige godt, når man får det i øjnene”.

Det er blevet lyst nu. Per har aværet vågen og i gang i fem timer uden så meget som en kop kaffe.

”Jeg har smagt det, men det er ikke noget for mig”, smiler han.

I stedet holder skipperen sig gående på rød sodavand fra Harboe. Det bliver til en del liter på sådan en arbejdsdag.

Per var kun 20 år gammel, da han købte sin båd. Dengang var fiskepriserne fine, og det virkede fornuftigt at købe båd og udstyr for en lille million kroner og leje kvoter gennem Thorupstrand Kystfiskerlaug. Men så kom krisen. Fiskepriserne faldt. EBH Bank krakkede. Og værdien af laugets kvoter gik til bunds.

”Det er surt”, siger Per, der ikke ville have købt sin båd, hvis markedet havde set ud, som det gør i dag. Og at de dårlige priser falder sammen med de her lån… det er op ad bakke”.

Kort før jul i 2008 modtog Thorupstrand Kystfiskerlaug et brev fra den statslige afviklingsbank, der har overtaget EBH Banks dødsbo. Der stod, at både afdrag og renter på laugets lån ville blive sat op. Og på et møde en måned senere blev fiskerne bedt om at finde sig en ny bank og betale lånet tilbage. Ellers ville afviklingsbanken sælge deres kvoter for at kradse pengene ind.

På det tidspunkt havde fiskerne lån for i alt 45 millioner kroner. Men deres kvoter, som tidligere var helt oppe omkring 72 millioner kroner, var nu næppe de 20 værd. Fiskerne kunne ikke betale.
 

Sludder på kanal 6

Solen bager hårdt ned på Per og Kim, da de hejser dagens tredje net om bord. Fladfiskene spræller og glimter i lyset. Der ligger reb og tovværk overalt på dækket, hvor krabbekløer og brandmænd skiftevis knaser og svupper under fiskernes støvler. Per er godt tilfreds med dagens fangst.

Med 2,5 ton friske rødspætter i lasten har det slet ikke været nogen ringe dag for Goliat og dens besætning. Men kiloprisen ligger stadig og roder rundet under de 10 kroner på auktionen i Hanstholm, og Per skal både betale for olie til båden, leje af kvoter og for at få fiskene renset og pakket. Det er ikke nogen fed forretning at være fisker i Thorupstrand i disse dage.

Per sætter båden på autopilot og hjælper Kim med at sortere og hælde fisk i kasser ude på dækket. Slimen fra de friske fisk siler i lange tråde ned fra bordet. Det sprøjter, da Per smider en rødtunge bag om ryggen og hen i kurven med et slask.

I styrhuset bag dem tier radioen ikke stille. Fiskerne på de andre både sludrer over kanal 6, som sad de sammen i en frokoststue. Per går ind og skruer ned for deres skratten. Når han kommer i land efter 16 timer ”på haw”, skal han til møde med de andre i lauget. De skal prøve at finde en løsning på deres fælles økonomiske kvaler. Og sikre byens fremtid.

Foreløbig har de to år. I fredags fik Danmarks sidste kystfiskere en ny frist til at indfri deres lån i den krakkede EBH Bank. Sker det ikke inden to år, mister de retten til at fange fisk.